OLD SCHOOL TIMEREGISTREREING – VEJEN TIL MERE
WORK-LIFE BALANCE

Personligt har timeregistrering altid tidligere generet mig. Jeg har følt det som en kontrol af, om jeg nu lagde den indsats på arbejdspladsen, som arbejdsgiveren forventede. Derudover er min personprofil ikke naturligt særlig glad for faste arbejdsrutiner, så også dét har spillet ind på min ulyst til at timeregistrere.

Men hvad nu, hvis dét at registrere arbejdstimer i stedet for kontrol bliver til frihed og baner vejen til mere work life balance?

Frihed ment på den måde, at man som arbejdstager selv er herre over, hvornår man lægger sine arbejdstimer. Og så er jeg udmærket klar over, at det ikke passer til alle jobs – da man selvfølgelig ikke selv kan bestemme om man gider komme på arbejde en dag, hvis jobbet kræver fysisk tilstedeværelse. Jeg tænker her på alle os, som har mange timer foran computeren og ikke er afhængig af fysisk tilstedeværelse.

Hvordan vil vores work-life balance, og ikke mindst vores mentale sundhed, se ud, hvis vi:

1. Bevidst beslutter os for hvor mange timer, vi i en given periode, vil dedikere til arbejde?
   Der skal naturligvis være timer nok til også at prioritere søvn, egentid og familieliv - men balancen i, hvor mange timer man dedikerer til hvad, må være op til den enkelte. Der er ikke et ’one size fits all’, da vi naturligt er i forskellige familiesituationer, i forskellige livsfaser og har forskellige forventninger til vores arbejdsmæssige formål.
   
   
2. Kun arbejder de timer vi har sat os for, uden at føle skyld eller dårlig samvittighed over ikke at arbejde mere.
   
   
3. Selv bestemmer, hvornår de timer falder, ud fra vores energi-niveau.

Hvordan vil den arbejdsform mon påvirke de resultater vi skaber, vores indre motivation, drivkraft, vores mentale sundhed, work-life balance og ikke mindst vores evne til at være langtidsholdbare?

Måske kunne vi endda gå så langt, at vi kan flekse lidt med timerne over en tidsperiode, hvis ”livet” kræver det. Her tænker jeg på de udfordringer vi møder i vores privatliv - som vi skal tage os af og håndtere - for at undgå at vi på et tidspunkt får kørt vores system (krop og hjerne) så langt ned, at vi ikke længere kan bevare overblikket og overskuddet. Med det resultat, at vi oplever en ringe grad af mental sundhed - eller ligefrem stress, depression eller angst.

Hvad vil det give os på langt sigt, hvis vi i de hårde ”private” perioder - der kræver ekstra ressourcer for os at være i - kan bruge færre timer på jobbet og i stedet tage os tid til at mærke signalerne fra kroppen, tage os af det - og gøre noget for at genoplade systemet (krop og hjerne). Det kan lige så vel være situationer med mistrivsel på jobbet, der nedsætter vores mentale sundhed - og som også kræver lydhør, handling og genopladning.

"Vi er ligeglade med hvor mange timer du arbejder, bare du når dine resultater"

Har du også hørt det før? Det har jeg hørt mange gange. Jeg har også selv sagt det højt – men jeg er efterhånden blevet mere og mere i tvivl om det er en god filosofi.

For lige præcis dén filosofi kan skabe ret så store forventninger til, hvad du kan udrette i dit arbejdsliv. Og det er virkelig ikke for at skære ned på ambitionerne - men det er vel også lidt smart, at forholde sig til om den tid, du har til rådighed, gør at du realistisk set kan nå at udleve dine ambitioner.

Helt personligt tror jeg, at netop dén filosofi skaber urealistiske forventninger - og for stort pres hos den enkelte. Vi er rigtig mange, der har en meget høj arbejdsmoral - og så snart målet er sat, vil vi gøre nærmest hvad som helst for at nå målet – til meget gavn, men vi må ikke glemme, at det også er netop dét, det kan medvirke til at man kan presse sig selv så meget, at man til sidst brænder ud.

Rent fysiologisk ved vi også fra hjerneforskningen, at når målet er sat, går hjernen straks i gang med at finde en vej til at nå det - så vi kan få udløst lykkefølelseshormonet dopamin… Så her kan vores egen hjerne være en hård modspiller.

Min pointe er, at det vil være en god idé at forholde sig til, hvad det egentlig er du ønsker i privatlivet og i arbejdslivet – og derudfra gøre dig realistiske forventninger om, hvordan det skal balancere i ”det hele liv”. Og lad mig lige understrege, at det ikke betyder, at man ikke kan være ambitiøs. Det handler om at prioritere, det der er vigtigt for dig. Det har så lige den tvist, at vi ofte kommer til at prioritere for mange ting på én gang, som vi jo godt ved er umuligt. 

Har du spurgt dig selv, hvad du vælger til, når du vælger noget andet fra?

Jeg snupper lige en ”genopladningsdag”.

Hvad tror du chefen vil sige, hvis du ringer om morgenen og siger ”jeg snupper lige en genopladningsdag i dag”? Jeg er ikke sikker på, at det er legalt endnu. Men det burde det være!

Kan du mærke, at du er helt flad på batterierne, så må du lade op - før du igen kan være i gear og performe. Det er lidt ligesom med mobilen; hvis ikke den får strøm, så dør den. Vi har også brug for ”strøm” - og brug for at genoplade. Derfor har jeg længe kæmpet for at få det jeg kalder MELLEMTIDER indført i arbejdslivet, hvor det er helt legalt - og endda et kvalitetsstempel - at tage flere små HJERNREPAUSER i løbet af arbejdsdagen, hvor du lader hjernen op. Det har så mange gode effekter; både for din krop og din hjerne - og i særdeleshed også for dine præstationer og overskud på jobbet.

Men hvad vil der ske, hvis du ringer til chefen og fortæller, at du har kørt så hårdt på, at du faktisk har brug for at genoplade dit system; måske en halv eller en hel dag, til at lade batterierne op. Vil din chef sige ”det er da helt ok” eller vil du møde skepsis og mistillid? Og hvad med din egen holdning? Vil dine egne forventninger til dig selv gøre, at du ikke engang kan få dig selv til at spørge?

På den anden side; hvad ville der ske, hvis du tog den genopladningsdag? Du ville temmelig sikkert få energi og overskud tilbage og være meget mere langtidsholdbar - og i sidste ende være mere værd for dig selv, din familie og din arbejdsplads.

Men, men, men… det kan være svært som arbejdstager, at snuppe en genopladningsdag for ”bare” at lade op - for det er jo helt imod normen i dansk erhvervsliv. Her holder man fri for at tage til tandlægen eller andre praktiske gøremål. I det offentlige har man et antal omsorgsdage, man kan bruge sammen med sit barn op til 7 år - men det er jo heller ikke nødvendigvis at lade op:-)

Så kan man jo ringe og sige at man er syg; altså lyve lidt. For det er jo ikke en sygdom, at man er flad på batterierne - men det kan nogle gange virke som den eneste måde, at få en pause på! Hvor ville det være fedt, hvis det var legalt at bede om lidt genopladningstid, så man ikke skulle ud i alle mulige moralske overvejelser, for bare at få en tiltrængt pause. 

MERE INSPIRATION